Hvorfor er jeg her?

Derfor er jeg her

Sean løfter hovedet, og jeg kan se tårer i hans øjne. Han siger: “Det er det bedste møde, jeg har haft i ugevis!”
Jeg bliver helt målløs, og ender med bare at svare med et smil.

Min praktik periode er allerede godt i gang, og jeg spæner rundt fra møde til møde med folk, der skal skrive for det magasin, jeg er blevet ansvarlig for, og møder med folk, der har brug for hjælp til tekster og andre former for kommunikation.
Seneste møde var med Sean Malone, der skal lede en Disciple Trænings Skole (DTS). Skolens navn er Crisis Response, da man i skolen lærer at håndtere katastrofer. Sean har selv været til stede ved mange kendte katastrofer alt fra 9/11 til Katrina i New Orleans. Det er overvældende at hjælpe folk omkring mig med kommunikation, da det bliver taget imod med kyshånd og glædestårer.

Mange af mine gamle erfaringer fra mit liv som missionær i Mexico kommer til brug her. Selvom jeg lige nu primært arbejder på nogle artikler til det magasin, jeg står for, får jeg i min fritid lov til at hjælpe mange af de unge mennesker, der er her, med blogs, postkort og budgettering.

Det kræver mod og tillid til Gud at vælge livet som missionær. Når jeg taler med folk her, hører jeg mange forskellige historier. Nogle kommer fra kirker, der støtter op om dem. Andre har forældre, der betaler det hele. Nogle, specielt mine kolleger fra Indien og Afrikanske lande, har meget få folk, der støtter dem, hvis overhovedet nogle. Til fælles har de alle nogenlunde dette svar, når jeg spørger dem, hvorfor de er her: “Gud ønsker, jeg skal være her.”

Leave a Reply