Krykkerne over skulderen

Med krykkerne over skulderen

”Også dig?” spørger jeg drengen med krykkerne. Han ser på mig kort og nikker. ”Jeg brækkede den i lørdags på stranden”, siger han og kigger ned i gulvet igen.

Mandag morgen på vej til morgenmad. Jeg stamper i jorden, fægter med armene, mens jeg råber: ”Jeg irettesætter alle de skader, der er sket. Ikke flere. Nu er det nok.”
De sidste par dage har jeg set et voksende antal af krykker på campus, og jeg kan mærke, at det gør mig vred.
Hvorfor giver de slip på alt, tager ud i verden for at fortælle evangeliet for så at ende op med en brækket fod tre uger før afgang?

En time senere, efter vi som campus har startet ugen med fælles lovsang, bliver der sagt fra scenen, at vi lige skal vente fem minutter på et kort vidnesbyrd. Jeg vender mig om for at se, hvem der er på vej op på scenen, og forbi mig går drengen.

Går…

… med krykkerne over skulderen.

Han går op af trapperne til scenen og tager mikrofonen. Med skælvende stemme siger han: ”I’m freaking out!”
Under lovsang bad nogle venner for ham og han begyndte pludselig at kunne bevæge sin tå. Senere kunne han støtte på foden, og til sidst kunne han gå på den uden smerte. Denne skade blev irettesat.

Leave a Reply