Den væreste mig

Er du nogensinde blevet fortalt, at du ikke må sige at du ”aldrig vil rejse til (indsæt selv tilfældigt land)”, fordi så der det det næste sted Gud sender dig?
Det er mest af alt en missionær joke. Gud kalder dig der, hvor du lære mest.

Gud mobber ikke.

Når det så er sagt, er det sjældent nemt at rejse derhen, hvor Gud kalder dig. At lære kræver, at man bryder sine vaner, at man træder ind i et stadie, hvor det er nødvendigt at se ud over sig selv, og hvad der er behageligt. Det kræver, at man kan sige: ”Jeg tog fejl/ved ikke alt.”

Jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt har sagt, at jeg aldrig ville rejse til Canada, men jeg har helt klart sagt: ”Jesus, hjælp mig til at vokse i karakter”, på det sidste. I bakspejlet har jeg selv bedt om at blive udfordret.

På min mellemlanding i Montreal i Canada, havde jeg omkring 45 minutter planlagt til at nå mit næste fly. Eftersom mit første fly blev forsinket havde jeg ca. en halv time, da jeg endelig landede. Hvad jeg ikke vidste var, at i Montreal kan man immigrere til USA, sådan at du ikke behøver at skulle bruge tid på det, når du ankommer i USA, hvilket egentlig er ret smart – med mindre du kun har omkring 30 minutter til dit næste fly.

I immigrationen blev jeg kaldt ind til et længere interview, og som du kan regne ud, endte det med at tage ret lang tid.

Da jeg ankom i gaten var mit fly væk.

Min første reaktion var at finde den nærmeste informationsskranke og spørge, hvor mit fly var – et spørgsmål jeg nok selv kunne have svaret på. Derfor spurgte jeg: ”Hvad så nu?”

Den rare dame tilbød at booke en plads for mig på det næste fly, der fløj næste morgen, men på daværende tidspunkt, var jeg en tikkende bombe i en lufthavn.

Har du nogensinde diskuteret med en person, der har de mest uregerlige argumenter, og det er tydeligt, at det er ligegyldigt, hvad du siger, dit svar vil altid være forkert?
I grunden er jeg meget lille fan af sådanne diskussioner, men lige pludselig var jeg blevet den person.

Det værste ved at være god til kommunikation er, når man får brugt kommunikation som et våben. Jeg havde ordene i min magt. Man kan undre sig over, hvad jeg forsøgte at opnå i denne situation? Hvordan kunne jeg på nogen måde vende situationen til min fordel?

Jeg blev bare ved og ved og ved med at tale, lige indtil hun stoppede med at smile. Jeg havde fået ram på hende.

Min første tanke var: ”Hallo, du har ikke ret til at blive frustreret – det var ikke dig, der missede sit fly!”
Min næste tanke: ”TERESA! Siden hvornår er du blevet sådan en hysterisk drage, når tingene ikke går, som de skal? Hold øje med din egen karakter.”

Jeg stoppede vandfaldet af ord.
Jeg havde en forfærdelig følelse inden i.
Jeg kunne se, at jeg havde frarøvet hende glæden.
Jeg skyndte mig at undskylde og sagde, at jeg havde det fint med at gøre, hvad end hun foreslog mig.

Senere samme aften, da jeg trådte ind på den nærmeste restaurant, så jeg hende sidde der med alle sine venner. De fejrede end af hendes venners fødselsdag, og jeg kunne se hende smile, feste, spise og drikke og le.

Jeg sagde til Gud, endnu en gang, at jeg var ked af den måde, jeg havde håndteret situationen på. Han sagde: ”Godt! Nu er du klar til at vokse i karakter.”

Following me on facebook yet?

1 Response

Leave a Reply