Klar, parat – send

Vi havde kørt hele øen Hawaii rundt for at tage billeder til vores kampagne. Med alle tænkelige baggrunde havde vi sat et skolebord og en stol op, hvor en person sad og læste. Vi gik efter de mest absurde “studiemiljøer” vi kunne komme på for at vise at her på University of the Nations kan hele verden være dit klasseværelse.

Ideen til denne kampagne var kommet efter flere dages diskussion frem og tilbage med mit team. Vi havde været nødt til at skrotte mange gode ideer og måtte hele tiden skubbe os selv til at tænke ud af boksen. Vi ville finde på den bedste idé.

Da jeg så billederne var jeg lige ved at begynde at græde. De var bare så gode. Og jeg var bare så taknemmelig. Jeg kan på ingen måde tage æren for disse billeder – mit team havde overvældet mig med deres færdigheder og kreativitet.

Billederne gik igennem den sidste finpudsning, vores kampagnetekst blev tilføjet og boom. Der var de. Det første billede var nu klar til at gå live på Facebook. Jeg prøvede at slå koldt vand i blodet, men indeni følte jeg at jeg var ved at eksplodere i stolthed – den form for stolthed jeg antager en mor har når hun ser sit barn tage sine første skridt.

Klar… Parat… Send. Indlægget var nu der på facebooksiden og smilede tilbage til mig. Alle “synes godt om” beskederne fyldte min inbox og på kun to dage fik vores første billede over tre tusinde likes. Vi havde fået masser af beskeder fra folk, der var interesseret i at komme og træne med us.

Jeg elsker kommunikation. Jeg elsker hvordan et simpelt billede er det, der skal til for at en person føler bekræftelse i at de skal blive en missionær for resten af deres liv.

Leave a Reply