Stå i kø, tak

Jeg har hørt så mange undervisninger i YWAM om tværkulturel tjeneste. Efter at have arbejdet i en kommunikationsafdeling, hvor vi konstant spørger os selv: “Kan dette oversættes?” havde jeg naturligvis en forventning om, hvordan Japan ville være, men jeg blev overrasket. Lad mig introducere dig til mine overraskelser:

Folk ved hvordan man skal stå i kø.
For de fleste europæere er det en selvfølge, men for de af jer, der ikke har oplevet køkultur i Asien – det er ikke en selvfølge. Her er der ingen skubben eller folk der snyder sig foran, fordi de har travlt.

Sushi er dyrt.
At komme fra Kona, hvor ‘mere-end-du-overhovedet-kan-spise’-sushi koster $5, gjorde mig overrasket over priserne her. Jeg havde forventet at oprindelseslandet ville have billigere sushi, men nej. En hel anden ting er at ægte wasabi er klumpet og mere gråligt.

Ingen punkere.
Det er måske en mærkelig forventning, men jeg havde håbet at se en masse blåt-grønt-pink hår i hanekamme, samt farvede kontaktlinser. Min forestilling var at den japanske ungdomskultur var mere rebelsk og udskejet.

Ingen kaos.
Tokyo er en kæmpe storby og jeg havde regnet med at når alle skal hjem fra arbejde, ville det skabe en farlig trafik af kaos og uoverskuelighed, men jeg har aldrig i mit liv oplevet en så strømlinet, rolig skare. Japanerne er meget stolte over at kunne forholde ting kørende glat og nemt.

Jeg har haft noget af en kulturoplevelse her. Det har været sværere for mig at rejse denne gang, da det er første gang jeg for alvor har rejst uden en plan eller uden forventning om store oplevelser. For at være helt ærlig, havde jeg ingen idé om, hvor jeg skulle sove, den første nat, da jeg kom, men heldigvis har en koreansk kirke givet mig tag over hoved til en billig pris.

Min næste blog vil være om mit møde med en fyr her ved navn Charlie. Han har nogle anderledes og radikale ideer, om hvordan verden ser ud, og jeg vil dele mit highlight fra vores samtale.

Jeg værdsætter, hvis du vil bede for mig, nu hvor jeg igen skal igennem den amerikanske immigration på vejen hjem. Selvom det ikke burde gøre mig nervøs, kan jeg ikke lade være med at bekymre mig til tider.

Tak fordi du følger min blog.

Leave a Reply